torsdag den 10. december 2009

Øv - møgvejr

Det er gråt udenfor - fucking gråt - og det drypper såmænd også en smule. Jeg skal ud og løbe i dag - uanset at vejret overhovedet ikke passer mig, men jeg er begyndt at træne efter et helt nyt mønster: tre dages træning, en hviledag, tre dages træning og så fremdeles, så det ville være lidt af en falliterklæring hvis jeg allerede i den første periode opgav en træningsdag.

På grund af efteråret og vinteren er jeg dog begyndt at trække indenfor i et fitnesscenter flere gange om ugen, men det er nødvendigt for mig at komme ud på landevejen mindst to eller tre gange om ugen. Et fitnesscenter har mange gode sider, men frisk luft, vindmodstand og spændende naturoplevelser kan det ikke give. Jeg har i øvrigt to overordnede mål for 2010. For det første vil jeg gerne gennemføre to maratonløb: København og Berlin samt to halvmaratons i henholdsvis foråret og efteråret. For det andet vil jeg meget gerne tabe mig de sidste 20-25 kilo fedt der endnu sidder på min krop. Naturligvis vil det gøre det lettere for mig at gennemføre mine løb – endda i meget bedre tider - men det mindst lige så vigtigt at jeg til sommer kan gå på stranden uden at føle mig som en strandet hvalros. Nå, men foreløbig er der røget 25 kilo og selvom det er svært lige nu - juletid er ikke slanketid - skal det nok lykkedes for mig til sidst.

I går var jeg for resten i Fitnesscenteret for at træne. Her prøvede jeg for første gang intervaltræning på romaskinen. Jeg har hidtil hadet romaskinen som pesten, dels fordi man i mit fitnesscenter blot sidder med udsigt til en toiletdør (!), dels fordi jeg aldrig rigtig kan få mine fødder spændt ordentlig fast, men intervaltræningen gjorde det noget sjovere at bruge maskinen, og endnu sjovere blev det da jeg efterfølgende kunne se, at jeg aldrig før havde forbrændt så mange kalorier og roet så langt. På 30 minutter blev det til 6028 meter og jeg forbrændte 331 kalorier. Dertil kom de 169 kalorier som jeg forbrændte ved 10 minutters bakketræning samt 600 kalorier som blev forbrændt ved 30 minutter på crossmaskinen. Så alt i alt blev der forbrændt 1100 kalorier på 70 minutters relativ hård træning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar