Lad mig advare læseren! I dag er mit indlæg gennemsyret af negative tanker, for i den forgangne uge gik intet som det skulle.
Min træningsuge startede vel egentlig meget godt. I tirsdags løb jeg knap 14 kilometer i en hæderlig tid. Et møde onsdag formiddag vedr. min jobsituation ødelagde det meste af min dag (og mit humør) og afstedkom en del nødvendige telefonopringninger, diskussioner med konen og private overvejelser. Og selvom jeg kom af sted til træning kunne jeg ikke rigtig koncentrere mig, så det blev kun til 50 minutters roning i fitnesscenteret. Torsdag var nøjagtig ligeså dum og travl som tirsdag. Hele dagen var jeg bundet til at sidde foran min computer og aftenen gik med et hyggeligt arrangement på min søns skole. Først torsdag fik jeg mulighed for at komme ud og løbe igen. Selve løbeturen gik rigtig godt. 10 kilometer i godt, stabilt tempo. Langt om længe havde jeg fornemmelsen af at det hele bare fungerede, at der var et fornuftigt forhold mellem mine ben, mit åndedræt, mit humør og min form. Men blot en times tid efter min træning begyndte det at smerte omkring mit knæ, og smerterne har været der siden.
Når jeg rejser mig op gør det ondt, når jeg sidder på en stol og bøjer knæet gør det ondt, når jeg står op og f.eks. klarer opvasken gør det ondt. Derimod holder det op med at gøre ondt efter ti minutter når jeg er ude at gå en tur. I weekenden har jeg derfor stort set bare siddet ned og har surmulende ventet på at kunne ringe til min læge for at få en tid. Allerede i telefonen konstaterede lægen at symptomerne peger i retning af et ”springerknæ” hvilket blot bekræfter mine bange anelser. Desværre har hun først tid til at tilse mig i morgen, mon ikke det ender med en henvisning til en fysioterapeut?
Hvor om alting er: Jeg er naturligvis møgirriteret over at pådrage mig en skade lige nu. For det første er jeg efterhånden i rigtig god form. Jeg elsker mine løbeture (og har faktisk også efterhånden vænnet mig til de lange træningspas i fitnesscenteret). For det andet ser jeg virkelig frem til min deltagelse i Copenhagen Marathon, og frygter at en skade vil koste en pause samt efterfølgende langsom genoptræning. Det vil virkelig ødelægge min drøm.
Nå, negative tanker er sjældent konstruktive. Et enkelt positivt element er der trods alt at glæde sig over. I den forløbne uge har jeg således tabt 900 gram. Nu vejer jeg 101,9 kilo. Det kan og vil jeg glæde mig over, mens jeg med spænding venter på morgendagens undersøgelse.
For den kommende uge vil jeg sætte to mål: at jeg, uanset min skades omfang, vil bevare min glæde og optimisme. Kan jeg ikke løbe, kan jeg i det mindste prøve at dyrke andre motionsformer. For det andet vil fortsætte min sunde levevis og således satser jeg på, at jeg i næste uge vejer 100,8 kilo eller mindre.
God uge!
