Lægens umiddelbare råd til mig, var at fortsætte mit vægttab og ganske enkelt slappe lidt af hvis smerterne i knæet bliver for store. Fordelen er at jeg ikke umiddelbart skal opereres. Ulempen er naturligvis at jeg ikke kommer af med generne en gang for alle. Frem for alt: når diagnosen nu engang er stillet, må jeg leve med den og få det bedste ud af tingene som de nu engang er.
På grund af min skade nåede jeg ikke Copenhagen Marathon, eller rettere: jeg mistede lysten til at træne seriøst, da jeg ikke vidste om jeg var købt eller solgt – om jeg var i stand til at løbe eller ej. Siden februar har løb været nået jeg har dyrket tre/fire gange om ugen fordi det er nødvendigt for min krop – ikke fordi jeg har haft særlig meget lyst. Nu, hvor jeg ved at det kan lade sig gøre, men at jeg må tage en række nødvendige hensyn, har jeg fået lysten tilbage. Jeg vil sku gennemføre et maraton i 2010. Min grundform er trods alt ret fornuftig og jeg kan sagtens løbe 10-15 kilometer uden problemer. Lige nu overvejer jeg løbe H.C. Andersen Maraton i Odense d. 19/9, men synes måske alligevel at der er lidt for kort tid til. Så mon ikke jeg løber maraton i Skagen d. 10.10.2010?
Nå – dagen i dag bød på et par hyggelige far-søn oplevelser. Først deltog drengen i cykelløbet Langelinjeløbet her i Århus (hvor han i øvrigt gjorde det godt) og senere kørte han ved siden af mig på sin cykel, da jeg var ude at løbe. Det fantastiske var, at jeg fandt ud af at han, der kun er 8 år, allerede har fantastiske evner som coach og inspirator. Jeg er ikke bare stolt, men også imponeret.
