onsdag den 27. januar 2010

Planlægning...

Som et mål for 2010 har jeg besluttet at gennemføre to halvmaraton og to maratons – et af hver før ferien og et af hvert efter ferien. At sætte dette mål kræver en del planlægning. Dels skal der udarbejdes et ret præcist træningsprogram, dels skal jeg finde en række løb, hvor jeg for det første får øvet mig på at løbe med så mange andre mennesker, for det andet får testet den aktuelle form. Udgangspunktet for min planlægning er de to maratonløb. Som ærkekøbenhavner deporteret til Jylland er det helt naturligt at jeg skal deltage i Copenhagen Marathon, der ligger i slutningen af maj. Efterårets løb er mere usikkert. Allerhelst vil jeg løbe i Berlin, men da Berlins Marathon ligger på min 40 års fødselsdag, og jeg godt kan mærke at det ikke er en tur til Berlin der ligger øverst i min kones ønsker for min fødselsdag, må jeg se mig om efter alternativer. Mit bedste bud er at løbe Skagen Maraton et par uger efter, hvilket jo naturligvis bør kombineres med en lille ferie, måske på Brøndum Hotel?

Der er en række småløb jeg enten kan bruge i mit arbejde på at nå mit mål eller bare vil deltage i af ren og skær lyst. Egå Engsø løbet, Karleboløbet og Marselisløbet er eksempler på løb hvor jeg bare har lyst til at deltage. Løbet i Egå fordi det er lige rundt om hjørnet og fordi jeg mener at man skal støtte lokale initiativer. Karleboløbet vil jeg gerne være med til, fordi jeg sandsynligvis alligevel er i omegnen på dagen. Marselisløbet fordi det er en stor Århus begivenhed, og fordi jeg fik min løbedebut i netop dette løb i 2009. Jeg håber således, at jeg vil være i stand til at løbe en smule bedre end sidste år. I hvert tilfælde har jeg da mulighed for at slå min egen rekord.. Et andet løb som jeg mægtig gerne vil deltage i, er M-Løbet. Jeg synes det er sympatisk at arrangere et løb kun for mænd og med bajere og pølser bagefter. Det gør det heller ikke ringere at der kun er kvindelige officials.. Et andet problem jeg skal slås med er forårets halvmaraton. Jeg har endnu kun fundet et løb (i Odder) der kan passe ind i min kalender for foråret 10, men desværre passer løbet ikke ind i min løbsplanlægning, da det ligger alt, alt for tæt på Copenhagen Marathon. Hvis nogen kender et god halvmaraton omkring Århus i perioden marts/april, vil jeg være himmel henrykt!

Nå, et bud på en løbskalender for 2010 ser således ud:

Forår
Havneløbet, 29. marts, 15 km
Egå Engsø Løbet, 5. april, 10 km
Løb dig sund, 18. april, 10 km
Odder Allé HM, 1. maj, 21.5 km
M-løbet, 6. maj, 10 km
Copenhagen Marathon, 23. maj
Efterår
Karleboløbet, 2. august, 11.9 km
Marselisløbet, 29. august, 12 km
Berlin Marathon, 26. september
Skagen Marathon, 10. oktober
Adventshalvmarathon, 28. november


tirsdag den 26. januar 2010

Mavekramper og nye planer..



Sidste uge var rædselsfuld. Hen under aften sidste søndag, mærkede jeg nemlig nogle små trækninger i maven og i løbet af aftenen blev de bare værre og værre. Det endte hverken værre eller bedre end at jeg mandag morgen måtte blive i min seng med feber og mavekramper. Det samme skete tirsdag og onsdag. Torsdag følte jeg mig relativ frisk, jeg havde ingen mavekramper eller feber, men havde en klar fornemmelse at være blevet sparket 40 gange i maven af en hest. Men landevejene trak og jeg løb en kort tur på 6.5 kilometer. For så vidt at jeg fik afreageret og fik frisk luft var turen ok, men samme aften var kramperne tilbage igen, om end i en mere moderat form.

Fredag og lørdag gik det væsentligt bedre og søndag var jeg så meget i orden, at jeg endelig kunne trække i løbetøjet igen. På grund af frosten og den meget stærke blæst var turen særdeles hård – måske den hårdeste jeg endnu har løbet. På et tidspunkt kunne jeg ikke engang høre musikken fra min mp3afspiller – selv om der var skruet helt op for lyden. Alt i alt løb jeg 11.5 km på en time og 25 minutter hvilket er væsentligt langsommere end normalt. I øvrigt var jeg særdeles heldig, at min kone havde brygget en kande the lige inden jeg kom ind af døren. Selv for en kaffedrikker er the fantastisk når man fryser!

I den kommende uge har jeg sat mig nogle mål:

A: Først og fremmest skal min vægt ned på 103 kilo. Mit vægttab er igen gået lidt i stå, så nu er det tid til give kosten og sundheden en ekstra skalle. Kort sagt: spise lidt mindre generelt og undlade at drikke alkohol.

B: at jeg holder min træningsplan. På grund af min sygdomsperiode har jeg naturligvis ikke været i stand til at holde min træningsplan. Det har jeg mulighed for i den kommende uge. Min plan er således:

Mandag:
Fitness: 40 minutters roning. Herefter 40 minutters crosstræning i relativt højt tempo.
(Er gennemført med bravour!)

Tirsdag:
12 – 14 kilometers løb

Torsdag:
Fitness: 40 min roning (Interval). 50 min Cross

Fredag:
10 km løb

Lørdag:
40 min roning (Interval). 40 min Cross
C: at jeg får taget nogle foto af de ruter jeg løber.

Hav en god uge!

mandag den 11. januar 2010

Det er koldt derude....

Ole, min blogkollega på ”Oles forunderlige verden” skriver i sit seneste indlæg at det ikke er rart at løbe i øjeblikket. Man kan ikke nyde naturen fordi det er så pokkers glat på vejene. Ole har ret, det er ikke nogen særlig rar oplevelse at dyrke løb seriøst i disse uger: det er glat og det er koldt.

Alligevel er jeg kommet ud på vejene og stierne omkring Egå de fleste dage i den forløbne uge, og tre af gangene var det med løbeskoene og løbetøjet på. Således har jeg i den forløbne uge tilbagelagt 55 kilometer hvor af de 31 kilometer var i løb. Det var meningen at jeg allerede i denne uge skulle indlede min maratontræning ved at løbe 2 x 15 kilometer, men det kolde vejr og især den modbydelige vind og de glatte veje, har fået mig til at skrue forventningerne til egen formåen en smule ned. Vejrligets indflydelse på mine præstationer taler sit helt eget sprog. Hvor jeg i slutningen af efteråret og starten af vinteren kunne løbe 10 kilometer på mellem en time og 1 time og fem minutter, har jeg i de sidste par uger kun kunne løbe 8 kilometer på samme tid. Men skidt med tider og rekorder, for mig er løb trods alt blot en hobby, en måde at afreagere på og ikke mindst en måde hvorpå jeg kan holde min vægt nede. Apropos det der med kulde og løb. De norske langdistanceløbere får først lov til at slippe for at løbe når temperaturen er under de 20 graders frost! Godt det ikke er mig…

Efterhånden som man har løbet et stykke tid og har deltaget i nogle forskellige løb, finder man ud af at der blandt løberne findes en række galninge der dyrker mere eller mindre ekstreme løb.

Ikke at løbene de vælger, nødvendigvis er specielt lange eller er kendetegnet ved at være særlig hårde. Nej, løbene finder sted på, i og ved mærkelige og nogen gange spændende lokaliteter. Hvis du er interesseret i at deltage i et mere eller mindres skørt løb kan du her se to forskellige eksempler nedenfor. Du kan lige nå at tilmelde dig endnu!

Undergroundmaraton. Løbet afholdes i kalkgruberne i Mønsted og Dagbjerg. Dem der har været i Mønsted husker sikkert den formidable dunst af ost…


P-hus maraton. Løbet afholdes i et P-Hus i Horsens. Løbet skydes i gang af byens borgmester den tidligere trafikminister Jan Trøjborg.

God fornøjelse!

onsdag den 6. januar 2010

Dejlig løbetur

Det er godt nok blevet vinter. Her vælter sneen ikke ned som i Nordjylland, men en smule hvidt drys kommer der da, samtidig med at det er glat, koldt og blæsende. Vejret afholder mig dog ikke fra at løbe en tur. I dag blev den på næsten 11 kilometer og selvom jeg ikke har løbet så langsomt siden jeg begyndte at løbe, var det en ualmindelig berigende tur. For første gang så jeg nemlig fasaner her i området, og langs vandet så jeg rigtig mange svaner der skuttede sig i kulden.

Ifølge mit nye smarte ur – som jeg stadigvæk er helt vild med – forbrændte jeg 1197 kalorier på turen. Det føles dog som langt mere, for jeg er godt nok flad lige nu. Hjemme igen gjorde det i øvrigt godt med en kop kamillete. Måske kan den være med til at slå den forkølelse ned som plager mig så frygteligt i disse dage?


mandag den 4. januar 2010

Godt Nytår!

De seneste par dag har været ganske gode. For det første har jeg haft mulighed for at hygge mig med familie og venner. For det andet har dagene omkring nytår budt på nogle ret fine oplevelser, ikke mindst fordi jeg endelig har fået et ordentligt løbeur: et Garmin Forerunner 305 HR. I princippet fik jeg uret i julegave af familien, men på grund af logistiske problemer (uret var bestilt i og til levering i London, men nåede aldrig frem) fik jeg først uret d.30/12 – så man kan vel næsten kalde det en nytårsgave?
Min nytårsaften blev indledt på Østerbro hvor jeg deltog i Sparta og Änglamarks Nytårsløb 2009 sammen med en nevø og en niece. Løbet var særdeles hyggeligt og veltilrettelagt og selvom det var skidekoldt, jeg løb mindst 5 kilometer kortere end beregnet og jeg i øvrigt også kludrede i brugen af mit nye løbeur, var løbet en meget dejlig oplevelse og jeg håber, at det bliver muligt for mig at deltage igen næste år. At der blev budt på champagne lige efter løbet gjorde såmænd heller ikke oplevelsen ringere. At jeg ikke fik gang i mit nye løbeur skyldtes i øvrigt det man i computerterminologien kalder en fejl 40 - jeg havde ganske enkelt glemt at trykke på startknappen… Men i går, d.2. januar kom jeg i gang med at bruge uret på en ret kort tur på knap fem kilometer, og i dag fulgte jeg op med en løbetur på 11 kilometer. Begge tur var ganske hårde på grund af modvind, sne, frost og glatte veje, men de hårde ture blev opvejet ved glæden over løbeuret og dets mange muligheder, ikke mindst i samarbejde med gratisprogrammet ”Sport Tracks”. Jeg glæder mig naturligvis til at udforske uret og programmet, og ikke mindst glæder jeg mig til at gøre brug af det i min daglige træning.


Nedenfor lige et screenshot fra et rutekort med angivelse af dagens træningstur. Det var i øvrigt fantastisk at se hvordan skumsprøjt fra bølgerne var frosset og ikke mindst den følelse og fornemmelse man får, når man løbet på frossent sand.




Jeg skal for resten da lige blære mig: i løbet af juleferien har jeg kun har taget et enkelt kilo på! Det er endda på på trods af at jeg hverken har sparet på de våde eller tørre varer i løbet af julen.

Godt nytår til alle!