tirsdag den 26. januar 2010

Mavekramper og nye planer..



Sidste uge var rædselsfuld. Hen under aften sidste søndag, mærkede jeg nemlig nogle små trækninger i maven og i løbet af aftenen blev de bare værre og værre. Det endte hverken værre eller bedre end at jeg mandag morgen måtte blive i min seng med feber og mavekramper. Det samme skete tirsdag og onsdag. Torsdag følte jeg mig relativ frisk, jeg havde ingen mavekramper eller feber, men havde en klar fornemmelse at være blevet sparket 40 gange i maven af en hest. Men landevejene trak og jeg løb en kort tur på 6.5 kilometer. For så vidt at jeg fik afreageret og fik frisk luft var turen ok, men samme aften var kramperne tilbage igen, om end i en mere moderat form.

Fredag og lørdag gik det væsentligt bedre og søndag var jeg så meget i orden, at jeg endelig kunne trække i løbetøjet igen. På grund af frosten og den meget stærke blæst var turen særdeles hård – måske den hårdeste jeg endnu har løbet. På et tidspunkt kunne jeg ikke engang høre musikken fra min mp3afspiller – selv om der var skruet helt op for lyden. Alt i alt løb jeg 11.5 km på en time og 25 minutter hvilket er væsentligt langsommere end normalt. I øvrigt var jeg særdeles heldig, at min kone havde brygget en kande the lige inden jeg kom ind af døren. Selv for en kaffedrikker er the fantastisk når man fryser!

I den kommende uge har jeg sat mig nogle mål:

A: Først og fremmest skal min vægt ned på 103 kilo. Mit vægttab er igen gået lidt i stå, så nu er det tid til give kosten og sundheden en ekstra skalle. Kort sagt: spise lidt mindre generelt og undlade at drikke alkohol.

B: at jeg holder min træningsplan. På grund af min sygdomsperiode har jeg naturligvis ikke været i stand til at holde min træningsplan. Det har jeg mulighed for i den kommende uge. Min plan er således:

Mandag:
Fitness: 40 minutters roning. Herefter 40 minutters crosstræning i relativt højt tempo.
(Er gennemført med bravour!)

Tirsdag:
12 – 14 kilometers løb

Torsdag:
Fitness: 40 min roning (Interval). 50 min Cross

Fredag:
10 km løb

Lørdag:
40 min roning (Interval). 40 min Cross
C: at jeg får taget nogle foto af de ruter jeg løber.

Hav en god uge!

mandag den 11. januar 2010

Det er koldt derude....

Ole, min blogkollega på ”Oles forunderlige verden” skriver i sit seneste indlæg at det ikke er rart at løbe i øjeblikket. Man kan ikke nyde naturen fordi det er så pokkers glat på vejene. Ole har ret, det er ikke nogen særlig rar oplevelse at dyrke løb seriøst i disse uger: det er glat og det er koldt.

Alligevel er jeg kommet ud på vejene og stierne omkring Egå de fleste dage i den forløbne uge, og tre af gangene var det med løbeskoene og løbetøjet på. Således har jeg i den forløbne uge tilbagelagt 55 kilometer hvor af de 31 kilometer var i løb. Det var meningen at jeg allerede i denne uge skulle indlede min maratontræning ved at løbe 2 x 15 kilometer, men det kolde vejr og især den modbydelige vind og de glatte veje, har fået mig til at skrue forventningerne til egen formåen en smule ned. Vejrligets indflydelse på mine præstationer taler sit helt eget sprog. Hvor jeg i slutningen af efteråret og starten af vinteren kunne løbe 10 kilometer på mellem en time og 1 time og fem minutter, har jeg i de sidste par uger kun kunne løbe 8 kilometer på samme tid. Men skidt med tider og rekorder, for mig er løb trods alt blot en hobby, en måde at afreagere på og ikke mindst en måde hvorpå jeg kan holde min vægt nede. Apropos det der med kulde og løb. De norske langdistanceløbere får først lov til at slippe for at løbe når temperaturen er under de 20 graders frost! Godt det ikke er mig…

Efterhånden som man har løbet et stykke tid og har deltaget i nogle forskellige løb, finder man ud af at der blandt løberne findes en række galninge der dyrker mere eller mindre ekstreme løb.

Ikke at løbene de vælger, nødvendigvis er specielt lange eller er kendetegnet ved at være særlig hårde. Nej, løbene finder sted på, i og ved mærkelige og nogen gange spændende lokaliteter. Hvis du er interesseret i at deltage i et mere eller mindres skørt løb kan du her se to forskellige eksempler nedenfor. Du kan lige nå at tilmelde dig endnu!

Undergroundmaraton. Løbet afholdes i kalkgruberne i Mønsted og Dagbjerg. Dem der har været i Mønsted husker sikkert den formidable dunst af ost…


P-hus maraton. Løbet afholdes i et P-Hus i Horsens. Løbet skydes i gang af byens borgmester den tidligere trafikminister Jan Trøjborg.

God fornøjelse!

onsdag den 6. januar 2010

Dejlig løbetur

Det er godt nok blevet vinter. Her vælter sneen ikke ned som i Nordjylland, men en smule hvidt drys kommer der da, samtidig med at det er glat, koldt og blæsende. Vejret afholder mig dog ikke fra at løbe en tur. I dag blev den på næsten 11 kilometer og selvom jeg ikke har løbet så langsomt siden jeg begyndte at løbe, var det en ualmindelig berigende tur. For første gang så jeg nemlig fasaner her i området, og langs vandet så jeg rigtig mange svaner der skuttede sig i kulden.

Ifølge mit nye smarte ur – som jeg stadigvæk er helt vild med – forbrændte jeg 1197 kalorier på turen. Det føles dog som langt mere, for jeg er godt nok flad lige nu. Hjemme igen gjorde det i øvrigt godt med en kop kamillete. Måske kan den være med til at slå den forkølelse ned som plager mig så frygteligt i disse dage?


mandag den 4. januar 2010

Godt Nytår!

De seneste par dag har været ganske gode. For det første har jeg haft mulighed for at hygge mig med familie og venner. For det andet har dagene omkring nytår budt på nogle ret fine oplevelser, ikke mindst fordi jeg endelig har fået et ordentligt løbeur: et Garmin Forerunner 305 HR. I princippet fik jeg uret i julegave af familien, men på grund af logistiske problemer (uret var bestilt i og til levering i London, men nåede aldrig frem) fik jeg først uret d.30/12 – så man kan vel næsten kalde det en nytårsgave?
Min nytårsaften blev indledt på Østerbro hvor jeg deltog i Sparta og Änglamarks Nytårsløb 2009 sammen med en nevø og en niece. Løbet var særdeles hyggeligt og veltilrettelagt og selvom det var skidekoldt, jeg løb mindst 5 kilometer kortere end beregnet og jeg i øvrigt også kludrede i brugen af mit nye løbeur, var løbet en meget dejlig oplevelse og jeg håber, at det bliver muligt for mig at deltage igen næste år. At der blev budt på champagne lige efter løbet gjorde såmænd heller ikke oplevelsen ringere. At jeg ikke fik gang i mit nye løbeur skyldtes i øvrigt det man i computerterminologien kalder en fejl 40 - jeg havde ganske enkelt glemt at trykke på startknappen… Men i går, d.2. januar kom jeg i gang med at bruge uret på en ret kort tur på knap fem kilometer, og i dag fulgte jeg op med en løbetur på 11 kilometer. Begge tur var ganske hårde på grund af modvind, sne, frost og glatte veje, men de hårde ture blev opvejet ved glæden over løbeuret og dets mange muligheder, ikke mindst i samarbejde med gratisprogrammet ”Sport Tracks”. Jeg glæder mig naturligvis til at udforske uret og programmet, og ikke mindst glæder jeg mig til at gøre brug af det i min daglige træning.


Nedenfor lige et screenshot fra et rutekort med angivelse af dagens træningstur. Det var i øvrigt fantastisk at se hvordan skumsprøjt fra bølgerne var frosset og ikke mindst den følelse og fornemmelse man får, når man løbet på frossent sand.




Jeg skal for resten da lige blære mig: i løbet af juleferien har jeg kun har taget et enkelt kilo på! Det er endda på på trods af at jeg hverken har sparet på de våde eller tørre varer i løbet af julen.

Godt nytår til alle!









tirsdag den 29. december 2009

Målsætning

Jeg har ikke rigtig fået trænet eller løbet siden lillejuleaften. Dels har vi haft liggende gæster, dels blev jeg frygtelig fuld til vores julefrokost 1.juledag, så jeg ikke syntes at det var specielt forsvarligt at løbe nogen som helst steder 2. juledag..
I går var jeg så tilbage i løbeskoene og løb i øsende regnvejr 9.5 kilometer. Tiden var ringe (1.04), men når man tager vejret og min tilstand i betragtning, må man sige det gik udmærket. Efter turen fik jeg endelig sat mig ned og fik lavet en realistisk plan for opnåelse af mit mål for foråret 2010: at løbe en maraton i en tid under 4 ½ time. Planen er udarbejdet med udgangspunkt i Spartas plan for fællestræningen op til Copenhagen Maraton http://www.copenhagenmarathon.dk/traening/traeningsplan/164we.aspx?_m=3,
og en plan beskrevet i Sam Murphys bog: Maraton – fra start til slut (Aschehoug 2006). Desuden har jeg inddraget de gode råd som for eksempel Allan Zachariasen og Chris M. giver i Politiken. Jeg fortsætter med at træne i samme mønster som hidtil: tre dages træning, en dags fri, tredages træning, en dags fri osv. Planen er at jeg en gang i hvert træningsinterval skal løbe en lang tur, træne i fitnesscenter en dag og afslutte intervallet med en kort tur hvor jeg f.eks. øver bakketræning, interval, Cross, etc. Træningsmængden vil naturligvis blive gradueret efterhånden som målet nærmer sig og min fysik forbedres. Det er hensigten at jeg tre uger før løbet, skal løbe ca. 90 km om ugen.

Jeg starter med at et langt træningspas er på 15 kilometer og afslutter med ture på 30-32 kilometer to gange om ugen. De længste ture og de gange de skal udføres på en uge er anført nedenfor

Uge 1 + 2 + 3 = 15 km * 2
Uge 4 + 5 = 16 * 2
Uge 6 + 7 = 18 * 2
Uge 8 + 9 = 20 * 2
Uge 10 + 11 = 25 * 2
Uge 12 = 2 * 18
Uge 13 = 35 *1 + 30 *1
Uge 14 = 35 * 2
Uge 15 = 35 * 2
Uge 16 = 25 *2
Uge 17 + 18 = 20 * 2
Uge 19 = 18 * 2
Uge 20 = 15 * 1

Løbetræningen slår dog ikke til hvis jeg skal gennemføre et maraton i bare nogenlunde rimeligt tempo. Jeg bliver nød til at tabe mig markant. Mit endelige mål er, at jeg på maratondagen højest vejer 85 kilo. For at dette mål ikke virker uoverskueligt har jeg sat to delmål:
1. februar vil jeg maksimalt veje 100 kilo og12. april vil jeg maksimalt veje 90 kilo.


Nå, nok så meget om mine mål. På torsdag løber jeg løb i København sammen med min niece og nevø. Det glæder jeg mig til!






Godt nytår

onsdag den 16. december 2009

Koncentrationsbesvær

Efter et par begivenhedsrige dage i København (jeg fik for eksempel stjålet min pung), kom jeg retur til Århus i går, og ville have løbet en tur. Men jeg må indrømme, at jeg er en kylling, for jeg opgav efter et par hundrede meter, da jeg havde været en tur i asfalten – frost og våde blade + en natteblind løber er ingen god kombination. Da jeg købte løbesko i oktober tænkte jeg overhovedet ikke logisk og i stedet for at købe et par vinterløbesko, købte jeg nogle almindelige NB. Jeg indrømmer gerne, at jeg nu ærgrer mig gul og grøn over den tåbelige beslutning.

For nogenlunde at følge min plan, tog jeg i dag i fitnesscenteret. Faktisk var det en af de mere morsomme oplevelser i det ellers ret triste center: jeg trænede nemlig midt under håndboldkampen mellem Danmark og Rusland, og da der foran alle kredsløbsmaskinerne er placeret fjernsyn, er det ret naturligt at man følger en smule med. Men ikke nok med at jeg blev forstyrret direkte af kampen, fordi jeg ikke kunne lade være med følge med, jeg blev også hele tiden forstyrret af nogle meget unge koncentrationsbesværede mænd der hele tiden skulle tjekke stillingen, kvaliteten af spillet mm. De plejer at lægge vildt op til de søde unge piger der også frekventerer centeret, men i dag blev pigerne ganske enkelt ignoreret til fordel for taberpigerne på skærmen. Nå, det blev til en times Cross og tyve minutter på romaskinen og jeg forbrændte 1400 kcal. Det forslår som ind i helvede i forhold til de fire kæmpe fadøl der røg ned i forbindelse med weekendens strabadser. Hvis det ikke sner i morgen har jeg tænkt mig at løbe en længere tur på 12-15 kilometer.

torsdag den 10. december 2009

fitnisse og forbud

Her til aften var jeg i det lokale fitnesscenter. Mageligheden vandt over fornuften eller rettere – jeg gad ganske enkelt ikke en lang, våd og mørk løbetur.

Det skal dog ikke skjules at jeg hader at træne i centeret. Det er der to grunde til: for det første synes jeg helt banalt at fitness er røvkedeligt, om end jeg naturligvis også anerkender at det for de fleste er en effektiv motionsform. For det andet er der overalt i centeret sat sedler op med mere eller mindre ligegyldige regler og påbud. Hele seks forskellige opslag møder man på sin vej fra centerets indgangsparti til omklædningsrummet. Nogle er naturligvis meget fornuftige, f.eks. at man bør tage hensyn til centerets naboer når man parkerer, mens andre tenderer det latterlige, blandt andet meddeler et skilt ved siden af opbevaringsboksene at man skal slukke sin mobil inden man lægger den ind i boksen, og på toilettet meddeler et skilt at man ikke må benytte centerets krus til koldt vand fra hanen. De mange skilte både inden og udenfor centerets træningssal har ikke den ønskede virkning på mig – tværtimod. Jeg bliver Henrik 10 år, der i trods og protest mod mere eller mindre ligegyldige regler gør nøjagtig det modsatte af hvad centerets ledelse ønsker. Jeg slukker sku ikke lyset på toiletterne når jeg forlader dem. Jeg parkerer hvor det passer mig. Jeg kan ikke lade være med at efterlade min mobil i tændt tilstand og naturligvis er der sørget for at den lige nu afspiller en meget grim julesang til glæde for centerets personale.

Jeg kan naturligvis godt se og acceptere at det er nødvendigt med nogle fælles spilleregler for vores ophold i centeret. Men omvendt ser jeg også mig selv og mine med lidende fitness venner som voksne mennesker der er i stand til at tænke selv.

Nå – men jeg kom jo derned for at forbrænde nogle kalorier og ikke for at blive irriteret over tonen i centeret. I dag valgte jeg at bruge løbebåndet og crossmaskinen. På løbebåndet røg der ved løb 641 kcal. Herefter brugte jeg det til bakketræning og på 10 minutter forbrændte jeg 166 kcal. Herefter besteg jeg Kilimanjaro på crossmaskinen. Det tog kun 25 minutter og på dem nåede jeg at forbrænde 450 kcal. Alt i alt blev der i dag forbrændt 1257 kalorier. Det er sku ok for en torsdag aften i regnvejr.